Syvstjernen og parforcejagten
Et af de mest karakteristiske træk ved
Hareskovene er de snorlige veje, der i terrænnet løber sammen i
"stjerner" på højereliggende steder. De mest markante bærer
navnene "Femvejen" og "Syvstjernen". Dette omfattende vejsystem er ca. 300
år gammelt og er oprettet på Christian V`s tid til brug for den
specielle jagtform, der hedder parforcejagt. Kongens jagtselskaber jagede
kronhjort fra hesteryg og uden brug af skydevåben. Centralt placeret i
vejstjernens centrum holdt kongen øje med forfølgelsen. Når
den jagede kronhjort var løbet træt, kunne kongen eller
hædersgæsten nærme sig den "stillede" hjort for skråt
bagfra med hirschfængeren, et 30-40 cm langt stikvåben,
at "fange hjorten af" med et stød i hjertet.
Helt ufarligt har det ikke været. Det siges, at
Christian V under en parforcejagt skulle være blevet så hårdt
såret, at han kort tid efter døde.
Christian V`s overjægermester Joachim Hahn
(kaldet "Den onde Hahne" af egnens bønder på grund af sin brutale
fremfærd) spøger i følge et vandresagn ved en ejendommelig,
hvid flintesten midtvejs i Fægydens nordre stengærde. Hvis man en
stormnat ved midnatstid og måneskin stiller sig foran den hvide sten, vil
man kunne se, at han kommer ridende højt oppe fra og styrer lige ned mod
stenen og forsvinder.
Skovbruget
Indtil slutningen af 1700 tallet dominerede jagten og
landbrugets husdyrhold skovbilledet. Først med udskiftningerne blev der
markeret klare grænser mellem skov og åbent land i form af retlinede
og skarpt trukne skovbryn. Med Fredskovsforordningen af 1805 blev det
lovfæstet, at det der var skov i 1805, skulle forblive at være skov i
al evighed. Et effektivt produktionsskovbrug kom i de følgende år til
at præge også Hareskovene.
I dag drives Hareskovene stadig som en forretning; men samtidig
lægger skovdistriktet meget vægt på at tilgodese befolkningens
behov for rekreation, fritids- og friluftsliv. Naturskolerne og senest vores
økobase er eksempler på at læring om naturen og i naturen
også prioriteres højt. Vi har lavet et regelsæt
for brug af økobasen, som tager hensyn til skoven, dyrelivet og de
forskellige brugerinteresser.
Rillestenens bålplads er anlagt ved
Ravnehøjsmose. Omkring os har vi høje kraftige godt
80 årige bøgetræer og spinkle birketræer, som blev
plantet i 1980.
Vil du vide mere om ovenstående bør du
anskaffe eller låne E. Laumann Jørgensens bog "Harreskovene" fra
Hernov`s forlag. Her kan du også læse om andre spændende emner
fra Hareskovene:
- Middelalderens hulveje
- Svenskelejren
- Fægyden
- Skovfoged Thomsens voldsomme død......
|