Tekst om eghjorten af Gert Johnson

Eghjorten, denne forunderlige og nu i Danmark (desværre) forsvundne bille, hører til Europas største, idet de største veludviklede hanner kan nå en længde på 8 cm, hvoraf kroppen måler 5 cm, mens de fremragende tvegrenede kindbakker udgør resten.

Hunnerne afviger i udseende fra hannerne derved, at kindbakkerne er kortere og forsynede med to stumpe tænder på midten. Desuden er forbenene kortere og kraftigere, beregnede til at grave i det møre og trøskede ved, hvor den lægger sine æg.

Egetræet var disse insekters næringstræ, idet larverne levede af og i det hensmuldrende ved, mens den voksne bille levede af den saft, der strømmede ud fra sår i træet, navnlig fra vedborende insekter.

De fuldkomne insekter kom til syne fra juni til august og fandtes om dagen skjult enten i 'savgrave' (hvor egetræet blev bearbejdet efter hugst), i egebark-dynger eller siddende på træets stammer i færd med deres måltider. Under disse måltider udviste de en stor grad af ufordragelighed, idet de med deres mægtige kindbakker for løs på hinanden for at kaste den svageste til jorden, hvorfra den overvundne atter en gang møjsommeligt måtte begynde sin vandring op ad den knudrede egestamme for at nå det fyldte fad - og den samme skæbne.

Medens dagen var helliget måltidet og ikke mindst hvilen, begyndte forplantningsdriften at gøre sig gældende, når solen gik på hæld. Så bruste eghjorten afsted i en tung, klodset flugt, snurrende som en rumlepotte og skræmmende den natlige vandrer ved pludselig at fare ham eller hende i ansigtet, for derpå med en dyb brummen at snurre rundt i skovbundens visne blade. Hannerne optrådte i stort antal i deres søgen efter en mage, hvilket affødte hidsige stridigheder om at komme i besiddelse af en parringspartner.

Efter parringen døde hannerne, mens hunnerne søgte mod egestubbe, rådne stammer eller egesavsgrave for at gnave og grave sig ned i vedmassen, hvori de lagde deres æg, som var på størrelse med et hampefrø. Hunnen blev herefter så træt, at den ikke formåede at grave sig ud igen, men som et mægtigt skjold blev liggende over de udkrybende larver.

Når larven havde nået en størrelse på ca 10 cm dannede den sig et fast puppehylster af træsmuld og fed muld, som den ved roterende bevægelser udglattede indvendigt. Dernæst tilbragte den nogen tid i puppen for at hærde sit hudskelet, hvorefter den gennembrød skallen og efter en femårig tilværelse som 'muldvarp' steg op i lyset for at nyde billens korte, men intensive glæder.

I oldtiden anså man Eghjorten for at besidde hemmelige, lægende kræfter, hvorfor den blev båret af børn som amulet, ofte indfattet i guld eller mellem halsbåndets perler.

Endnu op til midten af det 18. århundrede blev den betragtet med en vis mistænksomhed og skyhed, da den navnlig blev mistænkt for at flyve med gløder mellem kindbakkerne - åbenbart i den skumle hensigt at skade og tømme brandkasserne (landboernes forsikringskasse) ved at lade gløderne falde ned på stråtagene på landet. I Tyskland blev denne 'ildgerningsmand' kaldt Feuerschröter eller bare Schröter.

Igennem hele oldtiden blev larven, når den blev 'rullet og mæsket med mel' og ristet over bålet, anset for en udsøgt delikatesse - godt protein tilskud, hvilket jo i vore dage burde komme an på en prøve.

Det siges, at hvis man finder en hunegehjort og tøjrer den til et egetræ i nattens mulm og mørke - på det rette tidspunkt vel at bemærke - vil den kunne drage hanner til langvejs fra.